Billede 24-10-14 17.12.18

Pull apart brød med kanel og marcipan

Pull apart brød (altså riv fra hinanden brød) spises hyppigt i England og USA, og det fortjener helt sikkert også en plads herhjemme. Dette pull apart brød er en god mellemting mellem et brød og en kage, da det består af en gærdej fyldt med sød marcipanremonce. Brødet minder meget om kanelsnegle, dog en kæmpe en af slagsen. Trods smag og duft som leder tankerne henimod kanelsnegle, er det ikke helt det samme, så det er bare med at komme i gang, du bliver helt sikkert ikke skuffet. Selve dejen laves på en fordej, som røres sammen dagen før, brødet bages. Det giver en langt bedre smag, og minimere samtidig indholdet af gær. Når dejen har hævet, fyldes den med remonce, og flettes til en rustik kringle. Meningen er så, at man brækker af det bagte brød sådan lidt skødeløst og tilfældigt (heraf pull apart), og serverer det til kaffen (eller teen). Opskriften er med inspiration herfra,

1 stort brød
Fordej:
2 dl vand
5 g gær
200 g hvedemel

Dag 1:

  • Hæld vandet i en skål og opløs gæren hertil. Rør mel i væsken, til den ikke længere klumper.
  • Dæk skålen med husholdningsfilm og lad den stå på køkkenbord ca. 12 timer.

Dej:
3 dl vand
10 g gær
1 tsk. salt
1 spsk. sukker
1 æg
150 g havregryn
ca. 450-500 g hvedemel

Fyld:
150 g marcipan
100 g blødt smør
1 spsk. sukker
1 spsk. stødt kanel

Dag 2:

  • Kom fordejen i en skål og tilsæt vand, gær, salt, sukker og æg. Rør til gæren er opløst.
  • Tilsæt havregryn og dernæst hvedemel lidt ad gangen.
  • Ælt dejen til dejen er sammenhængende, men stadig lidt klistret.
  • Stil dejen tildækket til hævning et lunt sted i ca. 1 time.
  • Riv marcipanen groft på et rivejern. Rør smør med sukker, kanel og marcipan til en remonce.
  • Vælt forsigtigt dejen over på et meldrysset bord og rul den ud til et rektangel på ca. 30 x 40 cm.
  • Fordel remoncen på midten af dejen.
  • Skær nogle brede strimler på skrå i hver side og flet dem ind over hinanden – gerne lidt skødesløst. Se billedet nedenfor hvordan dette gøres.
  • Læg forsigtigt brødet over i et ildfast fad ca. 25 x 30 cm beklædt med bagepapir, eller på en bageplade med bagepapir.
  • Lad brødet hæve ca. 30 min.
  • Tænd ovnen på 180 grader.
  • Bag brødet på nederste rille i ca. 40 min. Dæk evt. brødet med stanniol de sidste 10 min. så det ikke bliver branket.
  • Afkøl brødet på en bagerist.

Billede 24-10-14 17.13.42

Print Friendly

Skriv et svar