Granatæble- og fetasnack med tortilla chips

Tortilla chips bruges ofte til nachos med ost, salsa og guacamole. Men denne snack med granatæble og feta giver nachos kamp til stregen. Jeg har ofte lavet denne opskrift, og den er en sikker vinder hver gang – folk er ellevilde. Jeg anvender den som velkomstsnack eller som en del af et tapasbord/buffet.

Passer til 1 pose tortilla chips
2 stk. granatæble
400 g feta
1 bundt frisk basilikum (persille kan også bruges)
Friskkværnet peber

  • Sådan håndterer du et granatæble: Skær top og bund af – uden at du kommer ind til frugtkødet. Skær nu et snit hele vejen fra top til bund – uden at skære helt igennem ind til frugtkødet. Skær sådan et snit 4-5 steder rund på æblet. Vrid derefter delene fra hinanden. Du kan nu forsigtigt tage kerner ud og lægge dem i en skål.
  • Smuldr feta og bland det med hakket basilikum og peber.
  • Bland til sidst granatæblekerne i.
  • Serveringforslag: Læg en skefuld af fetacremen på hver tortilla chips, som er anrettet på et stort fad, eller server i 2 skåle, så folk selv kan tage.
Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar