Billede 05-05-2016 20.08.58

Rugbrød – saftigt og lækkert

Nybagt rugbrød dufter himmelsk. Forkæl dig selv og dem du holder af ved at bage dette skønne rugbrød. Når jeg bager rugbrød bruger jeg altid denne opskrift – også på mit arbejde. Jeg anvender økologisk mel og kerner, men det er ikke en nødvendighed. Det tager 2 dage at bage dette rugbrød, så det kræver lidt tid, men de enkelte arbejdsprocessor er ikke tidskrævende. Surdej fungerer på samme måde som gær, det får brødet til at hæve. Hvis du har en bekendt som bager rugbrød, kan du evt. få en klat surdej/fordej herfra. Hvis ikke kan man nemt lave en grundsurdej ganske enkelt ved at blande mel, vand og lidt gær. Du kan følge anvisningen nedenfor og lave din egen surdej. På billedet her har jeg lavet små minirugbrød, men almindelige store rugbrød er bestemt en succes. Når rugbrødet er færdigbagt tager jeg det ud af formen og lader det afkøle i ca. 1 time, hvorefter det stadig lune rugbrød kommes i frysepose til dagen efter, hvor jeg skærer det i skiver. Ved at putte brødet i en pose, hvor det stagidvæk er lunt, bevirker at skorpen ikke bliver for hård.

Surdej
1/2 dl vand
1/2 dl rugmel
1-2 g gær

  • Bland alle ingredienserne sammen i et minimum 2,5 dl glas med låg.
  • Lad glasset stå ved stuetemperatur i 1-2 dage.
  • Hold øje med surdejen. Den begynder at boble og hæve. Hastigheden af dette er afhængig af temperaturen, hvor glasset står.

1-2 rugbrød
1 liter vand
1 spsk. surdej/fordej
750 g knækkede rugkerner
500 g rugmel
500 g hvedemel
2 tsk. salt

  • Bland vand og fordej i en skål eller røremaskine. Hvis du har lavet surdejen efter anvisningen ovenfor anvender du hele surdejen.
  • Tilsæt knækkede rugkerner og rør rundt.
  • Tilsæt rugmel, hvedemel og salt.
  • Rør til du har en ensartet konsistens som tyk havregrød.
  • Stil skålen med rugbrødsdej på bordet tildækket med film og viskestykke til dagen efter.
  • Beklæd rugbrødsforme med bagepapir. Dejen passer til 1 rugbrød i en 3-liters form. Eller til 2 rugbrød i 2 x 2 liters forme.
  • Fordel dejen i formene og glat dejen ud så overfladen er pæn og jævn.
  • HUSK at tage fordej fra til næste gang. En fordej betyder at du tager et par skefulde af den færdige rugbrødsdej og gemmer til næste gang du skal bage. Derved skal du ikke passe en surdej eller lave en ny.
  • Lad rugbrødene efterhæve i 2-4 timer.
  • Bages i 1,5 time ved 190-200 grader ved almindelig ovn.
  • Det færdige rugbrød skal have en centrumtemperatur på minimum 96 grader, så er brødet færdigt.
  • Det er nemmest at skære rugbrødet i skiver dagen efter det er bagt, så undgår du nemlig at det smuldrer.
  • Skær gerne hele rugbrødet i skriver, det rugbrød du ikke skal bruge inden for et par dage, kommer du i fryseposer og i fryseren. Derved har du lækkert skiveskåret rugbrød klar til brug.
  • God bagelyst.

Tip: Du kan sagtens eksperimentere med rugbrødet. Tilsæt fx gerne sesamfrø, hørfrø, solsikkefrø, mandler, mørk øl, olie, havregryn, revne gulerødder eller andet godt.
NB: Fordejen skal opbevares i køleskabet og helst anvendes igen inden 3 uger.

Print Friendly

Skriv et svar