image

Karrysuppe

Karry er et blandingskrydderi,  og kan indeholde op til 20 forskellige krydderier. Karry stammer fra Indien, hvor stort set hver familie har sin egen version af blandingsforholdet mellem de forskellige krydderier. Karry anvendes især for farven og den aromatiske, let krydrede smags skyld. Det er et af de mest anvendte krydderier i madlavningen. Til varme retter er det en god ide, først at ”brænde” karry af i lidt fedtstof, herved frigives aromaen fra karry til maden. Opskriften her er inspireret af en ligende fra Københavns Madhus.

4 personer
1 løg
200 g gulerødder
1-2 tsk. karry
1 stor spsk. smør eller olie
4-5 dl vand
1 æble
1 dl ris eller bulgur
1/2-1 dl cremefraiche
Salt og peber

  • Pil og snit løget.
  • Skyl gulerødderne og skær dem i skiver.
  • Svits karry i smør eller olie.
  • Tilsæt løg og svits et par minutter.
  • Tilsæt gulerødderne og svits et par minutter mere.
  • Dæk med vand (ca. 5 dl) endelig ikke for meget vand, så suppen bliver for tynd.
  • Tilsæt æble i tern, ris, salt og peber og lad retten simre under låg i 30 min. til alt er mørt.
  • Blend med en stavblender og smag til med cremefraiche, salt og peber.
  • Cremefraiche 38 % kan koge uden at suppen skiller. Anvender du en cremefraiche med mindre fedtprocent, skal suppen ikke koge mere end 1/2 – 1 min., ellers skiller den.
  • Smager retten ikke nok af karry, så svits mere karry af på pande i smør eller olie og brug det til at smage til med.
  • Ved servering pynt med æbler og server brød hertil.
Print Friendly

Skriv et svar