Billede 13-08-2016 15.37.16

Marcipancookies med hampmel

Lad det være sagt først som sidst: Jeg elsker hjemmebagte cookies. Det er én af de første kageopskrifter, børn kan lære selv at bage selv. Den er nem, hurtig og resultatet er efter min mening mundvandsdrivende godt. Nu holder jeg også meget af marcipan og chokolade, så selvfølgelig må sådanne små søde lækkerier tage kegler. De tager 30 minutter at lave fra start til slut, og store børn kan som nævnt sagtens fremtrylle dem helt på egen hånd.

Biogan har sponsoreret det økologiske hampmel. Det kan købes på nettet, i helsekostbutikker og flere Coop-butikker. Melet bliver lavet af økologiske hampfrø, som er blevet presset for olie. Hampmel kan anvendes i müsli, til bagning og i smoothies. Hampmel har en let nøddeagtig smag og er rig på proteiner samt fibre, som du kan se af nedenstående næringsdeklaration. Disse cookies har derved fået et ordentligt skud protein og kostfibre tilsat. Kan du ikke fremskaffe hampmel, kan du bruge samme mængde almindelig hvedemel. Pr. 100g:
Energi: 1198 kJ / 290 kcal
Protein: 30 g
Kulhydrat: 1,4 g
Fedt: 7,9g
Kostfibre: 47 g

25 stk.
150 g smør
150 g farin
175 g sukker
1 æg
125 g hvedemel
75 g hampmel
1 tsk. bagepulver
125 g marcipan
100 g mørk chokolade, 70 %

  • Pisk smør, farin og sukker let og luftigt.
  • Rør ægget i og dernæst hvedemel, hampmel og bagepulver.
  • Riv marcipanen eller skær den i mikrosmå tern og tilsæt den til dejen.
  • Hak chokoladen og tilsæt ligeledes denne til dejen og rør rundt.
  • Sæt dejen med to skeer som toppe med god afstand på en bageplade med bagepapir.
  • Tryk dem en anelse flade og bag dem ved 180° varmluft i ca. 10-15 minutter.

Billede 28-08-2016 15.20.00

Print Friendly

Skriv et svar