Kategoriarkiv: Morgenmad, smoothie, juice

Chokoladedrik – banan og avokado

Smagen af chokolade – mums. Smagen af kokos – mums. Denne chokoladedrik er fantastisk til eftermiddagssnack. Helt genialt er det, hvis du lader drikken stå i køleskabet et par timer. Herefter vil massen nemlig stivne, og du har derfor en chokolademousse, som kan nydes med en ske. Tilsæt gerne lidt frisk frugt til chokolademoussen.

2 portioner
2 bananer, modne
2,5 dl kokosmælk
1 avokado
3 spsk. kakaopulver
1/2 tsk stødt kardemomme (valgfrit)

  • Alle ingredienserne blendes sammen.
  • Tilsæt evt. vand afhængig af hvor flydende drikken skal være.
  • Ønsker du en chokolademousse kan du evt. tilsætte 2 tsk. chiafrø inden du stiller moussen på køl. Du kan også helt udelade chiafrø.

Tip: Når du har hældt massen fra blenderen over i dit glas eller din beholder, er der lidt chokoladeguf tilbage i blenderen. Her kan du hælde kogende vand ned i blenderen, evt. tilsætte lidt sirup og wupti du har varm kakao.

Print Friendly, PDF & Email

Styrk-immunforsvaret-smoothie

Denne smoothie giver sygdom og tegn herpå kamp til stegen. En rigtig sygdom-gå-væk-smoothie. Der er både gurkemeje, ingefær og appelsin i, og disse fødevarer er særligt gavnlige for immunforsvaret.

Gurkemeje er rigtig godt mod inflammation. Det indeholder kurkumin, som er et stærkt antioxidantisk stof, som kan lindre fx ledbetændelse og allergier. Gurkemeje har også vist sig at kunne forebygge ophobning af fedt i blodårerne og kan dermed beskytte mod hjertesygdom. Derudover kan gurkemeje også hæmme væksten af kræftceller. Så det gælder bare om at få spist en masse gurkemeje. Gerne 1 tsk. om dagen.

Ingefær indeholder olier, som har slimhæmmende egenskaber, hvilket gør den til et nyttigt middel mod forkølelse og infektioner i bronkierne. Lav derfor gerne te af frisk, revet ingefær overhældt med kogende vand.

Appelsiner er en af de bedste kilder til C-vitamin, som er en forudsætning for et stærkt immunforsvar, da det hjælper med at bekæmpe virusser, danner sygdomsbekæmpende celler og angriber bakterier.

Honning er godt mod ondt i halsen, men de virksomme stoffer er bedst hvis honningen ikke varmes, som f.eks. te. Derfor kan du med fordel spise honning direkte fra bøtten, når du har ondt i halsen. Ellers kan du tilsætte den til din smoothie som her.

1 smoothie
2 appelsiner
1 cm frisk ingefær
1 tsk. gurkemeje, stødt
1 tsk. honning
1 dl mælk eller yoghurt (kokosmælk, skyr, A38 eller anden mælkeligende produkt)
1 dl vand

  • Skræl appelsinerne og skær dem i tern.
  • Blend alle ingredienser til en lækker smoothie.
  • Tilsæt evt. mere vand efter behov.
  • Server kold.
  • Du kan fint lave dobbeltportion og gemme til senere.
Print Friendly, PDF & Email

Grøn lykke – fyldt med grøntsager

Efter erhvervelse af en Slowjuicer og bøgerne Juice & Co. af Louisa Lorang samt Super grønne juicer og smoothies af Mads Bo, skal der juices igennem. Ofte er morgenstund lig med denne grønne herlighed herhjemme. Det er totalfedt at kunne drikke grøntsager, og ikke kun frugter. Her er opskriften på en grøn lyksaglig juice, som kun bringer det bedste frem i dig efterfølgende. Du bliver dejlig sund og glad. Opskriften er inspireret af en opskrift fra Louisa Lorangs bog Juice & Co.

1 person / 1 glas
2 stilke bladselleri
2 appelsiner, uden skræl (eller 1 citron)
3 blade savoykål (eller 1 hjertesalat)
1 broccolistok (80 g)
1 lille stykke ingefær (1 cm)

  • Juice alle grøntsagerne i en slowjuicer eller saftpresser og server kold.
Print Friendly, PDF & Email

Gurkemejelassi

Drikken lassi stammer fra indien og består hovedsagligt af yoghurt og krydderier. Gurkemeje er en urt, der tilhører ingefærfamilien. Gurkemeje er en interessant urt, da den indeholder stoffet curcumin. Forskning peger på, at netop dette stof curcumin kan have en mulig hæmmende / forebyggende effekt på en række kræftformer såsom brystkræft, lungekræft, leukæmi. Udover at indeholde gurkemeje og yoghurt bidrager denne lassi også til at styrke immunforsvaret, idet den indeholder ingefær, hybenpulver, citron og honning.

1 person
1 banan
2 dl yoghurt (den du bedst kan lide, gerne neutral uden tilsat sukker)
1/2 dl iskoldt vand (evt. lidt isterninger)
1 tsk. hybenpulver (kan udelades, men bidrager med rigtig meget A-vitamin)
1 tsk. gurkemeje, stødt
1 tsk. honning
Saft fra 1/2 citron

  • Bananen skæres i skiver og blendes til en lækker lassi sammen med de øvrige ingredienser.
Print Friendly, PDF & Email

Appelsinjuice, æble og bladselleri

Bladselleri indeholder næsten ingen kalorier, og er en af de mest kaloriefattige grøntsager. Vandindholdet i denne grøntsag er nemlig meget højt – helt præcist 93 %. Nærigsmæssigt indeholder bladselleri bl.a. A-vimatin (betacaroten), C-vitamin, folat, kalium og calcium. Det er ikke den mest smagfulde grøntsag som findes, og det er også de færreste som egentlig kan lide at gnave af stænglerne i rå tilstand. Derfor har jeg lavet denne totalskønne smoothie. Jeg blender hele stængler og hele æbler, da jeg derved får gavn af alle de gode stoffer, som er i frugt og grønt. For at gøre smoothien ekstra flydende og ekstra sød tilsætter jeg appelsinjuice, du kan også tilsætte skrællede appelsiner. Olie tilsættes da A-vitamin er et fedtopløseligt vitamin, og du kan blot bruge den olie du lige har i skabet.

1 kæmpe smoothie
1 æble
2 stængler bladselleri
2 dl appelsinjuice
1 dl vand
1 tsk. olie

  • Æble skæres fri fra kernehus og skæres i små tern.
  • Bladselleri skæres i tynde skiver.
  • Æble, bladselleri, appelsinjuice, vand og olie blendes sammen til en fin ensartet smoothie.
Print Friendly, PDF & Email

Rødbede

Det geniale ved denne smoothie er, at du bruge HELE frugter og grøntsager, og ikke blot saften fra dem. Derved udnytter du alle de sunde stoffer i råvarerne – og du får samtidig fibrene fra dem. Vitaminerne A, D, E og K skal opløses i fedt under fordøjelsen, ellers bliver de ikke optaget, men ryger direkte gennem tarmen og ud igen i stedet for. Derfor har jeg tilsat mandler til denne drik, som alternativ kan du også tilsætte 1 spsk. olie til smoothien. Appelsinens fuktion er at fremme optagelse af jern, da appelsiner indeholder C-vitamin. Brug denne smoothie som morgenmad eller mellemmåltid.

2 store glas
150 g rødbede (ca. 1 stk)
1 banan
2 appelsiner
10 stk. mandler
2 stk. “friske” dadler, uden sten (kan udelades)
4 dl vand

  • Skræl rødbeden og skær den i små tern.
  • Skræl banan og appelsin og skær i stykker.
  • Alle ingredienser kommes i en blender, og du blender nogle minutter, til du får en ensartet og glat smoothie.
  • Tilsæt evt. mere vand, hvis du ønsker en tyndere konsistens.
Print Friendly, PDF & Email

Hjemmelavet granola

Lækker hjemmeristet granola, som er perfekt til morgenmad eller som mellemmåltid. Müsli og granola bliver ofte forvekslet med hinanden, men forskellen er, at granola er ristet på en pande eller i ovnen med olie og honning/sirup, hvorimod müsli er “råt” og blot blandet sammen. Sukkermængden i denne granola er meget lavt, hvorfor dette er et super valg til morgenmad. Jeg har valgt at tilsætte ingefær og muskatnød, da smagen bliver mere spændende og delikat. Du kan variere granolaen lige præcis efter din smag eller hvad køkkenskabet indeholder.

Ingredienser til 15 portioner
400 g havregryn, grovvalsede
50 g græskarkerner
50 g solsikkekerner
50 g sesamfrø
100 g mandler, evt. grofthakkede
1/2 tsk. ingefær, stødt
1/4 tsk. muskatnød, stødt
1 dl vand
2 spsk. honning eller sirup
2 spsk. olie
50 g kokosmel eller kokosflager

  • Bland havregryn, græskarkerner, solsikkekerner, sesamfrø, mandler, ingefær og muskatnød i en skål.
  • Bland vand, honning/sirup og olie sammen.
  • Bland de tørre og våde ingredienser godt sammen.
  • Hæld blandingen ud på en bageplade med bagepapir, og bag i 20-30 min. ved 180 grader.
  • Tilsæt kokosmel/flager og lad granolaen nedkøle.
  • Når hele herligheden er nedkølet opbevares granolaen i en tætlukket beholder (glas, plastik eller frysepose).
  • Holdbarheden for denne granola er ca. 1 måned.
  • Tips: Server denne lækre granola på dit ynglingssurmælksprodukt. Som yderligere topping kan du bruge frisk frugt, tørret frugt eller frosne bær kogt i 5 min. og tilsat lidt vanilje, hvorefter du blender til en fin masse, så har du en skøn frugtsovs.
Print Friendly, PDF & Email

Spinat

Det kan være en stor fordel at drikke sine grøntsager – eksempelvis i en smoothie. Denne smoothie er knaldsund og spækket med alt, hvad immunforsvaret hungrer efter. Spinat er anvendt som det grønne, men grønkål eller broccoli kan også bruges. Spinat indeholder meget jern. For at øget optagelsen af jern har jeg tilsat en citrusfrugt, der indeholder C-vitamin. Udover denne bonus med jernoptagelsen bidrager citrusfrugter også med en syrlig smag, som giver en dejlig friskhed. Du kan variere din egen smoothie ved at tilsætte lidt ingefær, chili, chiafrø, mandler eller hørfrø. Andre frugter du med fordel også kan tilsætte er kiwi eller ananas. En fordel ved denne smoothie frem for friskpresset juice er, at du får alle kostfibrene fra de tilsatte ingredienser, frem for blot at anvende saften fra dem. Banan er tilsat for at give en fløjlsblød konsistens og en super sødme, som gør denne smoothie ekstra delikat.

1 stor portion
50 g frossen spinat
1 banan
1 appelsin eller citron
Koldt vand til den ønskede konsistens
5 stk. mandler eller 1 tsk. olie

  • Alle ingredienserne kommes i en blender og der blendes til du har den ønskede konsistens.
Print Friendly, PDF & Email

Øllebrød med kakao og vaniljeskyr

Øllebrød er fremragende restemad. Rugbrød som er blevet tørt og kedeligt kan sagtens bruges til andre retter i køkkenet. Her er en glimrende øllebrød med kakaosmag. Udover øllebrød kan du også anvende rugbrød til croutoner, rugbrødsstænger i ovnen med lidt olie og timian/paprika, rasp eller i tern på pande med lidt sukker som topping til din yoghurt eller skyr. Så smid endelig aldrig rugbrød ud, du kan fint fryse rugbrød i fryseposer, og heraf tage det op du behøver.

1-2 portioner
120 g rugbrød (med eller uden kerner – alle slags kan bruges)
2 dl vand
1 tsk. kakao
1,5-2 spsk. sukker (muskuvado, farin, sukrin eller alm. sukker)

Skyr:
3 spsk. skyr
1/2 tsk. vaniljepulver/sukker
Citronskal (valgfrit)
Frysetørret brombær (valgfrit)

  • Smuldr rugbrød i en gryde. Tilsæt vand og lad det koge ca. 5 min.
  • Tilsæt kakao og sukker.
  • Blend øllebrøden med en stavblender til du har den ønskede konsistens.
  • Bland skyr og vanilje og brug det som topping på øllebrøden.
  • Pynt evt. med citronskal og frysetørret bær.
Print Friendly, PDF & Email

Køleskabsgrød med kakao

Det er blevet meget populært med overnight oats – på dansk kold køleskabsgrød. Konceptet er, at du blander havregryn med væske (vand og/eller surmælksprodukt) og stiller det i køleskabet til næste morgen. Du spiser typisk grøden kold toppet med frisk frugt og nødder (evt. lidt skyr). Det er en utrolig nem morgenmad, den laver jo sig selv. Vi ved jo, at havregryn er sunde, så ønsker du en nem og sund morgenmad (eller mellemmåltid) skal du prøve denne grød. Du kan variere smagen i det uendelige – kun fantasien sætter grænser.

2 personer
2 dl havregryn (fintvalsede)
2 dl skyr (eller anden surmælksprodukt)
2 dl vand (evt. lidt mindre, hvis du synes grøden er for tynd)
1 tsk. kakaopulver

Topping:
2 stk. kiwi
1 håndfuld mandler
Lidt frysetørrede hindbær (valgfrit)

  • Bland ingredienserne til grøden og stil den i køleskabet til næste dag. Anvend gerne en beholder med låg.
  • Næste dag topper du med frisk frugt og mandler. Nyd din sunde morgenmad / mellemmåltid.
Print Friendly, PDF & Email