Kategoriarkiv: Vegetar

Tarteletter med mungbønner

Vegetarisk version af tarteletfyld, og du vil ikke savne noget! Fantastisk mulighed for at bruge mungbønner. Opskriften er udviklet af Årstiderne, jeg har blot tilføjet parmesan, som giver en god smag og dejlig cremet konsistens til tarteletfyldet. Du kan med fordel koge mungbønnerne dagen før, så er denne ret lynhurtig at lave.

3 personer
125 g mungbønner
2 tomater
1 fennikel
1 citron
2-3 fed hvidløg
1 porre
1 pose frisk spinat (200 g)
1 dl cremefriche
2 spsk. revet parmesan
1/4 tsk. muskatnød
Salt og peber
1 pakke tarteletter (10 stk.)

  • Skyl mungbønnerne. Kog dem møre i 20 min.
  • Salaten laves ved at skære tomater i skiver.
  • Dernæst skæres fennikel i papirtynde skiver, gerne på et mandolinjern.
  • Riv citronskal og pres citronsaft over tomat og fennikel, sæt salaten til side.
  • Sauter finthakket hvidløg og porre i skiver på en pande med olivenolie i ca. 3 min.
  • Skyl spinat og tilsæt til panden, og lad det falde sammen.
  • Vend mungbønnerne i, og varm dem igennem.
  • Sluk for varmen, vend cremefraiche og parmesan i, tilsæt evt. 1/2 dl vand for at binde det hele sammen.
  • Smag til med muskatnød, salt og peber.
  • Varm tarteletterne i ovnen i 4-5 minutter.
  • Kom det varme mungbønnefyld i tarteletterne og server med tomat-fennikelsalat.
Print Friendly, PDF & Email

Broccolitærte

Denne tærtedej er ikke den fedtfattige udgave. Men dejen er en sikker vinder hver gang, og den er supernem at arbejde med. Da fyldet i tærten ikke indeholder ret meget fedt, kan man sagtens bruge rigtig smør i dejen. Du kan med fordel enten tilsætte feta til fyldet eller drysse ost oven på til sidst.

1 tærte
Dej:
250 g hvedemel
125 g smør
1 tsk. salt
1/2 dl vand

Fyld:
1/2 broccoli (ca. 400 g)
1 dl ærter, frosne
1 dl mælk
4 æg
1 tsk. paprika
1/2 tsk. spidskommen
1/2 tsk. chiliflager
Salt og peber
2 spsk. solsikkefrø

  • Smørret (evt. let smeltet) smuldres i melet, og alt æltes hurtigt sammen.
  • Dejen rulles ud så den passer til tærteformen.
  • Smør en tærteform med smør og fordel tærtedejen heri.
  • Tærtedejen fortages ved 200 grader i 20 min.
  • Del broccolibundtet i buketter og giv dem et kort opkog i 5 min.
  • Tilsæt ærter til gryden og hæld vandet fra igen.
  • Bland alle ingredienserne til fyldet sammen – undtagen solsikkefrø.
  • Det hele hældes på den forbagte tærtebund og der drysses med solsikkefrø.
  • Bages ved 190 grader i ca. 25 min.
Print Friendly, PDF & Email

Vegetarisk korma

Klassisk kylling korma, er en skøn indisk cremet og krydret gryderet med kylling. Opskriften her er en vegarisk version af gryderetten. Kormaretten her smager fantastisk, er nem at tilberede og fuld af god smag.

2 personer
3 bagekartofler
1 løg
2 fed hvidløg
1-2 spsk frisk ingefær
200 g kikærter fra dåse
1 spsk. karry
1 tsk. gurkemeje
1 tsk. spidskommen, koriander og kardemomme
1/4 tsk. stødte nelliker, kanel og muskatnød
3 tomater
4 store håndfulde frisk spinat
1/2 frisk chili
Salt og peber
1 dl neutral yoghurt
2 tortilla-wraps

  • Skær kartoflerne i tern og steg dem møre og let gyldne i lidt olie i 10-12 min. Tilsæt evt. lidt vand.
  • Hak løg, hvidløg og riv ingefær.
  • Tilsæt disse til kartoflerne og steg videre et par minutter.
  • Vend kikærter og krydderier i og steg lidt.
  • Skær tomaterne i tern og skyl spinaten og tilsæt disse til retten.
  • Smag til med chili, salt og peber.
  • Lun tortilla på en varm pande.
  • Anret kormaretten på tallerkner, drys med lidt kold yoghurt.

Tip: 2 spsk. garam masala kan erstatte spidskommen, koriander, kardemomme, nelliker, kanel og muskatnød.

Print Friendly, PDF & Email

Pasta med persillepesto og tomater

Lækker hjemmelavet pesto er altid et hit. Denne version er med cashewnødder, som giver en dejlig cremet konsistens til pestoen.

2 personer
250 g pasta penne
100 g cashewnødder
1 bundt persille
1 fed hvidløg
1 bakke rucola
1/2 dl olivenolie
Salt og peber
8 små tomater

  • Kog pastaen efter anvisningen på posen.
  • Rist cashewnødderne gyldne på en varm pande. Afkøl let.
  • Blend cashewnødder, persille, hvidløg, 1/2 bakke rucola, olivenolie, salt og peber til en lækker pesto.
  • Smag til. Tilsæt evt. mere olie afhængig af konsistens.
  • Vend pestoen med den kogte pasta.
  • Skær tomaterne i tern.
  • Pynt pastasalaten med tomater og rucola og server.
Print Friendly, PDF & Email

Kåldogs med tomat og agurk

Hotdog helt uden brød er lig med en kåldog! Kålblade bruges som holderen til fyldet i denne hotdog. Er du vegetar kan du anvende vegetarpølser fx seitanpølser, er dette ikke tilfældet anvend en god og velsmagende pølse.

2 personer
1/2 dl lagereddike
2 spsk. sukker
1/2 agurk
1/2 rød chili
1/2 spidskål
2 store tomater
2 spsk. tomatpure
1/2 fed hvidløg
1/2 rød chili
1 tsk. farin
Salt og peber
4 pølser (efter eget valg)
Olivenolie

  • Varm lagereddike og sukker op i en gryde indtil sukkeret er smeltet. Afkøl til stuetemperatur.
  • Snit agurken i tynde skiver evt. på et mandolinjern.
  • Snit chili fint. Tilsæt agurk og chili til eddikelagen og lad den stå og trække. Tilsæt salt og peber.
  • Pil 4 flotte blade af spidskålen. Snit resten af kålen og kom den i en skål.
  • Tilsæt lidt salt, og kram kålen godt, til den falder sammen.
  • Lav en tomatrelish ved at skære tomaterne i små tern og tilsæt tomatpure, snittet hvidløg, snittet chili, farin, salt og peber.
  • Varm en pande med olie og steg pølserne gyldne og gennemvarme ca. 6-8 min. i alt.
  • Servering: Kom en pølse i hvert spidskålsblad, top med tomatrelish, agurkesalat og snittet kål, og spis med fingrene.
Print Friendly, PDF & Email

Bowl med hirse, bønner og avokado

En Buddha bowl er blevet utrolig populær på de sociale medier og hjemme i køkkenerne. En sådan bowl består af lidt af det hele. Både rå og bagte grøntsager, korn, bønner og en dressing. En let og samtidig mættende måde at spise salat på. Derudover er det en god ret til at få brugt rester på. Denne bowl har hirse som kornbase. Hirse er et fuldkornsprodukt og indeholder 8,5 gram kostfibre pr 100 g. Hirse indeholder blandt andet B-vitaminer og mineralerne kalium, magnesium, fosfor, jern, zink og jod. Kan du ikke skaffe hirse kan du bruge ris, speltkerner, quinoa, bulgur eller couscous. Bønnerne skal sættes i blød dagen før og koges dagen efter. Alternativ kan du anvende bønner fra dåse. Du kan skifte de sorte bønner ud med andre bønner fx kidneybønner, butterbeans, hvide bønner eller kikærter. De karamelliserede løg giver denne bowl en unik smag, som får mundvandet til at løbe. Nyd denne bowl sprængfyldt med sundhed og få tilfredsstillet dine smagsløg.

2 personer
1,5 dl hel hirse
1 dl sorte bønner, kogte
1 løg
Olivenolie
1 spsk. sukker
100 g grønne bønner
5 små tomater
1 avokado
1/2 chili
Saft af 1/2 citron
Salt og peber
1/2 bdt. friske koriander (valgfrit)

  • Skyl hirsen og kog den i en gryde med 3 dl vand.
  • Koges under låg i 10 min. Tilsæt salt og lad det trække i 5 min.
  • Tilsæt 1 dl sorte bønner til hirsen og vend rundt.
  • Snit løget i smalle både.
  • Steg løget bløde og let karamelliserede i en lille gryde med olie og sukker i ca. 10 min.
  • Bland løgene i hirsen.
  • Del bønnerne i 2-3 dele og kog disse i 3-4 min. (brug samme gryde som du brugte til løgene).
  • Del tomaterne i kvarte.
  • Skær avokado i fine skiver.
  • Snit den halve chili fint og vend i hirsen.
  • Krydr hirsen med salt, peber, olie og citronsaft.
  • Anret hirsen i 2 skåle, og fordel tomater, grønne bønner og avokado ovenpå.
  • Pynt evt. med friske koriander.
Print Friendly, PDF & Email

Kartoffeltærte

Lækker smagfuld tærte, som er nem at lave. Velegnet som selvstændig aftensmad, til brunchbordet, til frokost eller som en del af en lækker buffet. Opskriften er fra bogen “Tænd på tærter, tryl med tilbehør” af E. Emtoft, R. Holm og G. V. Kristensen.

Bund:
250 g hvedemel
125 g smør
1 tsk. salt
1/2 dl vand

Fyld:
300 g rå kartofler, revne
1 lille rødløg, i fine strimler
1,5 dl fløde
200 g hytteost
2 æg
3 tsk. dijonsennep
1/2 tsk. muskatnød, stødt
1 tsk. timian
Salt og peber
50 g revet ost

  • Bund: Smørret smuldres i melet og alt æltes hurtigt sammen.
  • Saml dejen til en kugle og læg den på et meldrysset bord og tryk den flad i en cirkelform.
  • Rul dejen ud og fordel den i en smurt tærteform.
  • Prik dejen med en gaffel og forbag dejen ved 200 grader i 20-30 min.
  • Fyld: Riv kartoflerne og snit løget.
  • Alt til æggemassen piskes og blandes.
  • Kartofler og løg vendes i.
  • Massen fordeles over den forbagte bund.
  • Osten drysses jævnt hen over tærten.
  • Tærten bages ved 200 grader i ca. 20 min. indtil massen er fast.
  • Serveres sammen med en dejlig salat.

Tip #1: Tærten kan nemt fryses.
Tip #2: Bagekartofler giver en meget mør tærte, hvorimod nye kartofler giver lidt mere bid.

Print Friendly, PDF & Email

Spinatpandekage

Pandekagerne her er helt uden mel, så de er dermed glutenfri. En dejlig fyldig pandekage, som kan bruges til frokost eller aftensmad. Den smukke grønne farve fra spinaten er smukkest, hvis du anvender frisk spinat. Frossen spinat kan selvfølgelig også anvendes, men her nedsættes skønhedsfaktoren en anelse. Fyldet kan variere alt efter hvad du har på lager i grøntsagsskuffen og køleskabet. Loppefrøskaller (HUSK) har et naturligt højt indhold af kostfibre. Det er de vandopløselige kostfibre, som har den egenskab, at de kan suge vand til sig. Dette gør de også i denne pandekagedej, så hvis dejen står for længe, bliver den alt for tyk. Lav derfor pandekagerne straks efter dejen er lavet. Du kan evt. tilsætte vand til dejen, hvorved du får en tyndere konsistens på dejen, og de er nemmere at stege færdige til pandekager.

2 personer = 2 pandekager
4 æg
2 små håndfulde frisk spinat
3-4 tsk. loppefrøskaller
1/2 tsk. salt
Olivenolie eller smør til stegning

Fyld:
1,5 spsk. mayonnaise
3 gulerødder
3 spsk. feta
1,5 dl majs

  • Blend alle ingredienserne til dejen sammen i en blender eller med en stavblender.
  • Steges til pandekager i fedtstof på en varm pande.
  • Fordel mayonnaise som dressing på pandekagerne.
  • Skræl gulerødderne til fine aflange strimler med en kartoffelskræller.
  • Fordel gulerødder, feta og majs i pandekagerne og fold dem sammen.
  • Server gerne en salat som tilbehør.
Print Friendly, PDF & Email

Risotto med svampe og parmesan

Risotto stammer fra Italien, og består af ris kogt i bouillon og ofte tilsat grøntsager. I alle retter du normalt vil bruge champignon, kan du i stedet bruge østershatte. De smager så skønt og indeholder en række gavnlige mineraler, jern og B-vitaminer. Men de er utrolig svære at dyrke, hvorfor prisen er højere end prisen på champignon. Prøv også østershatten i omeletten, i wok-retten og i svampesauce på kartoffelmosen. Skylning i vand frarådes, da vandet trænger ind i svampene og udvasker smagen. Svampe opbevares bedst på køl, overdækket og ikke for fugtigt, i op til 7 dage.

4 personer
2 fed hvidløg
1 løg
2 spsk. olivenolie
300 g risottoris
7-8 dl vand + 1 bouillonterning
1 fennikel
250 g østershatte eller champignon
100 g spinat
50 g parmesan
1/2 tsk. paprika
1/2 tsk. spidskommen
Salt og peber

  • Hvidløg og løg snittes fint. Sauter dem klare og møre i en gryde med olie.
  • Tilsæt risene, og sauter videre, til de er klare.
  • Spæd til med kogende vand og bouillonterning lidt efter lidt (7-8 dl i alt), og rør jævnligt i gryden.
  • Fortsæt til risene er møre, ca. 20 min.
  • Skær fennikel i papirtynde skiver, gerne på et mandolinjern.
  • Skær svampene i mindre stykker og steg dem gyldne og sprøde på en varm pande.
  • Tag svampene af panden og steg fennikel let.
  • Vend fennikel, svampe, spinat og revet parmesan i risottoen, og smag til med krydderierne.
  • Velbekomme.
Print Friendly, PDF & Email

Grøntsagsmusaka med linser

Denne linsemusaka er et herligt vegetarisk måltid, som på ingen måde går på kompromis med smagen. Opskriften er af Jamie Oliver, som ikke ligefrem er kendt for simple retter med få ingredienser. Jeg har forsøgt at forsimple den originale opskrift og gøre den mere overskuelig. Det tager tid at lave denne musaka, men det er absolut hele arbejdet værd. Smagen i denne musaka overgår alle forventninger. Lysten til endnu et stykke melder sig hurtigt, når første stykke er spist. Lav gerne dobbeltportion, så du har nem mad til fryseren eller senere på ugen. Du kan nemlig fint fryse denne ret.

4 personer
Olivenolie
2 fed hvidløg, finthakket
1 løg, hakket
1,5 tsk. oregano, tørret
2 dl vand
200 g kogte kikærter, (svarende til 1/2 dåse)
50 g grønne eller røde linser
1 dåse hakkede tomater (400 g)
Salt og peber
2 auberginer, skåret i 1 cm tykke skiver
3-4 kartofler, skåret i 1 cm tykke skiver
40 g smør
40 g hvedemel
1/2 liter mælk
1/4 tsk. muskat, stødt
50 g feta

  • Steg hvidløg, løg og oregano i lidt olivenolie i en stor gryde i ca. 10 min., indtil løgene er bløde.
  • Tilsæt vand, kikærter, linser, hakkede tomater, salt og peber og bring det i kog.
  • Skru så ned og lad det simre under låg i ca. 1 time, indtil tomatsaucen er tyk og lækker.
  • Læg aubergineskiverne i et ovnfast fad, drys med salt og lad dem stå i ca. 10 min.
  • Kog kartoffelskiverne i ca. 3-4 min.
  • Læg kartoffelskiverne i det fad, musakaen skal laves i (ca. 27×17 cm).
  • Tør saltet af aubergineskiverne og læg dem på en eller to bageplader med bagepapir.
  • Dryp aubergineskiverne og kartoffelskiverne med lidt olivenolie og lidt oregano.
  • Bag kartofler og auberginer i en 180 grader varm ovn i ca. 30-40 min.
  • Smelt smørret i en gryde og pisk melet i.
  • Pisk lidt af mælken i og fortsæt med at piske og tilsætte mere mælk, indtil al mælken er brugt. Tilsæt muskat.
  • Lad bechamelsaucen koge over lav varme, mens du stadig pisker, indtil den er så tyk, at den hænger fast på bagsiden af en ske.
  • At samle musakaen: Fordel halvdelen af tomatsaucen over kartoflerne og dæk med halvdelen af aubergineskiverne. Gentag en gang mere.
  • Hæld bechamelsaucen over det sidste lag af auberginer, så de er jævnt dækket.
  • Smuldr fetaen over saucen.
  • Bag musakaen ved 180 grader i 35-40 min., indtil overfladen er gylden.
  • Server med en grøn salat.
Print Friendly, PDF & Email