Tag-arkiv: cookies

Marcipancookies med hampmel

Lad det være sagt først som sidst: Jeg elsker hjemmebagte cookies. Det er én af de første kageopskrifter, børn kan lære selv at bage selv. Den er nem, hurtig og resultatet er efter min mening mundvandsdrivende godt. Nu holder jeg også meget af marcipan og chokolade, så selvfølgelig må sådanne små søde lækkerier tage kegler. De tager 30 minutter at lave fra start til slut, og store børn kan som nævnt sagtens fremtrylle dem helt på egen hånd.

Biogan har sponsoreret det økologiske hampmel. Det kan købes på nettet, i helsekostbutikker og flere Coop-butikker. Melet bliver lavet af økologiske hampfrø, som er blevet presset for olie. Hampmel kan anvendes i müsli, til bagning og i smoothies. Hampmel har en let nøddeagtig smag og er rig på proteiner samt fibre, som du kan se af nedenstående næringsdeklaration. Disse cookies har derved fået et ordentligt skud protein og kostfibre tilsat. Kan du ikke fremskaffe hampmel, kan du bruge samme mængde almindelig hvedemel. Pr. 100g:
Energi: 1198 kJ / 290 kcal
Protein: 30 g
Kulhydrat: 1,4 g
Fedt: 7,9g
Kostfibre: 47 g

25 stk.
150 g smør
150 g farin
175 g sukker
1 æg
125 g hvedemel
75 g hampmel
1 tsk. bagepulver
125 g marcipan
100 g mørk chokolade, 70 %

  • Pisk smør, farin og sukker let og luftigt.
  • Rør ægget i og dernæst hvedemel, hampmel og bagepulver.
  • Riv marcipanen eller skær den i mikrosmå tern og tilsæt den til dejen.
  • Hak chokoladen og tilsæt ligeledes denne til dejen og rør rundt.
  • Sæt dejen med to skeer som toppe med god afstand på en bageplade med bagepapir.
  • Tryk dem en anelse flade og bag dem ved 180° varmluft i ca. 10-15 minutter.

Billede 28-08-2016 15.20.00

Rabarber- og kokoscookies

Cookies er altid et hit. Rabarber kan også bruges som små skønne farverige nuancer i cookies. Kombinationen med kokos og en snært af kardemomme gør hele smagsoplevelsen fuldkommen. Du kommer ikke til at fortryde, at du har bagt disse cookies. Inspirationen til disse cookies er fra bloggen hovkonditorn.blogspot.dk.

Ca. 20 stk.
120 g smør, blødt (stuetemperatur)
1,5 dl sukker
1 æg
3,5 dl hvedemel
1/2 tsk. bagepulver
1/4 tsk. salt
1/2 tsk. kardemomme
1 dl kokosmel
1,5 dl rabarber (fintsnittet i tern)

  • Smør, sukker og æg blandes sammen.
  • Hvedemel, bagepulver, salt, kardemomme, kokosmel og rabarber i små tern blandes også sammen.
  • Melblandingen røres i smørblandingen.
  • Læg 1 spsk. dej til cookies på bageplader med bagepapir og fortsæt til der ikke er mere dej.
  • Husk at der skal være god afstand mellem dejklatterne. Tryk dejklatterne flade med din hånd.
  • Bages ved 175 grader i 10-15 min.
  • Lad den afkøle efter bagning.
  • Tip: De kan fryses.

Lækre småkager – glutenfri

Palmesukker (kaldes også kokossukker) udvindes af blomstersaft fra kokospalmer. Smagen af dette sukker er karamelagtigt med en sødlig smag. Palmesukker kan fint bruges som alternativ til hvidt sukker og rørsukker i enhver opskrift.

Palmesukker indeholder fra naturens side både vitaminer og aminosyrer. Palmesukkerets glykemiske indeks (GI) er lavt og passer hermed også til diabetikere og til det sunde køkken.

FNs fødevare- og landdbrugsorganisation har udnævnt palmesukkeret til det mest økologiske sødemiddel, da palmetræet er en meget taknemmelig kilde, idet pasningen af planten er sparsom, og den producerer hundredevis af andre produkter end sukkeret.

Opskriften her er utrolig simpel og kræver få ingredienser. Samtidig er småkagerne glutenfri, sukkerfri og mælkefri. Opskriften stammer fra bloggen Min Paleo Verden.

8-9 stk. småkager
80 g mandler
25 g palmesukker
1 æg
5 stk. økologiske usvovlede abrikoser (andre tørrede frugter eller mørk chokolade kan også anvendes.

  • Blend mandlerne til fint mel i en kaffemølle eller minihakker.
  • Bland mandelmel, palmesukker og æg godt sammen.
  • Skær abrikoserne i små tern og bland dem i dejen.
  • Fordel dejen i 8-9 klatter (på størrelse med 1 tsk.) på en bageplade med bagepapir.
  • Med let fugtede fingerspidser, trykker du dejen lidt fladere. Dejen spreder sig ikke ret meget under bagningen, så den størrelse du trykker dem ud i er den størrelse de cirka ender med at blive.
  • Bag småkagerne ved 180 grader i 16-18 minutter.
  • Lad dem afkøle efter bagning og opbevar dem i en kagedåse.

Cookies med dadler – æggefri

Disse cookies er uden tilsat sukker, hvor dadler er brugt som det søde element. Dejen er meget nem at arbejde med, samtidig indeholder disse cookies ikke æg. Ønsker du glutenfri cookies kan du erstatte melet med boghvedemel eller rismel. Opskriften stammer fra bogen Sundt Sødt af Pia Krøyer.

Ca. 20 stk.
150 g mel (hvedemel, speltmel)
50 g fuldkornsmel (fuldkornshvedemel, fuldkornsspeltmel, grahamsmel)
60 g havregryn
3 spsk. smør
300 g dadler (friske eller tørre uden sten)
1 tsk. bagepulver
2 tsk. vaniljepulver
Evt. 1/2 dl vand

  • Kom alle ingredienserne i en foodprocessor. Kør til en jævn masse.
  • Er dejen for tør tilsætter du lidt vand.
  • Rul små kugler af dejen og læg dem på bageplader med bagepapir.
  • Tryk kuglerne flade til småkager – har har anvendt et særligt stempel til cookies, du kan også bruge håndfladen.
  • Bag dem ved 175 grader midt i ovnen i 8-10 min.

Cookies med chokolade

Amerikanske cookies med chokolade er bare gode. Ofte indeholder kage smør, som er fyldt med det usunde mættede fedt. Jeg har i denne version brugt oliemargarine, hvormed du får nogle cookies med sundere fedttyper, end ved anvendelse af smør. Generelt gælder det, at jo mere flydende fedtstoffet er ved stuetemperatur, jo sundere er det. Ligeledes gælder det, at vegetabilske fedtstoffer er sundere end animalske fedtstoffer. Derudover har jeg tilsat sunde havregryn, som er fyldt med kostfibre. Havregrynene giver også struktur og et godt bid. Prøv disse cookies med oliemargarine, og du vil slet ikke savne smør. Jeg har brugt mørk chokolade, men hvid og/eller lys chokolade kan også bruge. Ligeledes kan du tilsætte hakkede nødder.

10-12 stk.
120 g sukker
75 g farin
40 g smeltet smør eller oliemargarine
1 æg
50 g havregryn
125 g hvedemel
1/2 tsk. natron
1/2 tsk. vaniljesukker
50 g mørk chokolade, grofthakket

  • Rør sukker, farin, smør/oliemargarine og æg sammen.
  • Tilsæt resten af ingredienserne og rør til en klistret formbar dej.
  • Er dejen for tør – tilsætter du lidt mere oliemargarine.
  • Fordel dejen i klatter på en bageplade med bagepapir – husk afstand mellem klatterne, da de flyder ud. Glat evt. klatterne lidt ud med hænderne.
  • Bages ved 180 grader i 8-10 min.
  • Afkøl disse lækre cookies og opbevar dem i en frysepose. De kan sagtens fryses.