Tag-arkiv: glutenfri

Proteinbrød

Et dejligt brød med god smag – helt uden gluten. Kikærtemel indeholder 19,9 g protein pr. 100 g til sammenligning indeholder hvedemel 9 g protein pr. 100 g. Derfor er der bl.a. ekstra meget protein i dette brød. Der er også mange og gode proteiner i æg, nødder, frø og kerner. Du kan bruge brødet til morgenmad eller tage det med til frokost eller endda bruge det til mellemmåltid. Spis det med dit favoritpålæg. Eksempler på pålæg kan være æg, tomat, avokado, hytteost med dampet spinat, hummus med rucola, røget laks med agurk, flødeost med soltørrede tomater. Ideer er der mange af. Brødet holder sig fint i et par dage, det smager også skønt ristet. Resterne kan du lave croutoner af. Opskriften er fra Jamie Olivers kogebog Superfood – sund mad hver dag fra 2015. Kan du ikke finde kikærtemel (jeg har købt det over nettet) kan du anvende almindelig mel af den slags du foretrækker.

1 brød
370 g vand
7 g gær (frisk eller tørgær)
4 spsk. olie
250 g kikærtemel
100 g mandler, malede til mel
50 g hørfrø
100 g blandede frø og kerner fx birkes, solsikkefrø, sesamfrø, græskarkerner, chiafrø
1 tsk. salt
4 æg

  • Kom vand, gær og olie i en skål og pisk det sammen. Lad det stå i 5 min.
  • Bland kikærtemel med mandler (blendet til mel), frø, kerner og salt.
  • Rør æggene i gærblandingen.
  • Pisk gærblandingen i melblandingen.
  • Dejen skal være godt blandet og ret tyndtflydende – ikke som almindelig brøddej.
  • Beklæd en 1,5 liter brødform med bagepapir og hæld dejen heri.
  • Glat overfladen med bagsiden af en ske.
  • Bages ved 190 grader i 45 min. til det er gyldenbrunt og gennembagt.
  • Test evt. med en kødnål, at der ikke hænger dej fast på nålen.
  • Lad brødet afkøle i 20 min. før det spises.
  • Du kan fint fryse brødet. Dette gøres bedst ved af fryse skiver af brødet.

Tip: Efter du har hældt dejen i formen kan du dække det til og stille det på køl natten over. Herved udvikles endnu flere smagsnuancer. Næste dag bager du brødet som beskrevet ovenfor.

Energibomber

Disse små kager er rigtig gode at have med fx ud at handle, eller når du lige mangler lidt spiseligt ind imellem måltiderne. Det er ikke meningen at kagerne skal være søde. De er både glutenfri og laktosefri og utrolig nemme at lave. Opskriften er fra bogen Glad Mave Med Low FODMAP af Julianne Lyngstad.

20 stk.
100 g havregryn, finvalset (glutenfri, hvis du er glutenallergiker)
100 g solsikkefrø
50 g sesamfrø
50 g kokosmel
1 moden banan
1 æg
2 spsk. sirup eller sukker
1/2 dl vand
3 spsk. kokosolie eller rapsolie
1 tsk. kanel

  • Kom de tørre ingredienser i en skål og bland dem sammen.
  • Kom banan, æg, sirup, vand, olie og kanel i en anden skål og blend med en stavblender, indtil massen er jævn.
  • Rør massen i skålen med de tørre ingredienser og lad dejen hvile i ca. 10 min.
  • Tril kugler på størrelse med en golfbold, og tryk dem flade med hånden – de skal være ca. 1/2 cm i tykkelsen.
  • Læg kagerne på en bageplade med bagepapir.
  • Bag dem ved 180 grader i ca. 10-12 min., indtil de er gyldenbrune.
  • Opbevar i tætsluttende dåse/beholder eller frysepose.
  • God bagelyst.

Bananbrød med chiafrø

Dette bananbrød er utrolig saftigt og fyldt med smag og gode sunde sager. Brødet er både glutenfrit, sukkerfrit og mælkefrit. Du kan dog fint tilsætte 1 dl hvedemel til dette brød, hvis du ønsker det. Dette vil nemlig gøre brødet mindre porøst, da hvedemelet vil holde sammen på brødet. Bager du efter opskriften herunder vil du med garanti også få stor succes.

1 brød
300 g banan, gerne meget moden
3 æg
4 spsk. kokosolie eller andet fedtstof
2 spsk. honning
2 tsk. bagepulver
70 g kokosmel
25 g chiafrø
1 håndfuld kokosflager

  • Banan, æg, fedtstof, honning og bagepulver kommes i en foodprocessor eller blender.
  • Blend til en ensartet masse.
  • Tilsæt kokosmel og chiafrø og blend igen.
  • Hæld dejen i en smurt brødform, ca. 23×10 cm (du kan også bruge bagepapir i brødformen).
  • Drys med kokosflager.
  • Bag brødet ved 175 grader i ca. 45-50 min.
  • Afkøles inden den serveres.

Muffins med sød kartoffel

Søde kartofler (kaldes også batater) er aflange rodfrugter. De stammer oprindelig fra Amerika. Tilberedt har de konsistens som kartofler, men smager meget sødere. Alle kartofler er søde, men nogle er mere søde end andre. Denne grøntsag ER sød, men navnet til trods er den altså ikke i familie med kartoflen. Den gul-orange søde kartoffel er en god kilde til A-vitaminer og den indeholder 3 gange så meget protein som almindelige kartofler. Der er også flere kostfibre i den søde kartoffel sammenlignet med almindelige kartofler. På grund af deres højere sukkerindhold er batater mere energiholdige end almindelige kartofler, og de hører derfor til blandt de meget energirige grønsager. Du finder ikke de søde kartofler på danske marker. Det er en tropisk plante, der kræver godt med varme. Visse steder i det sydlige og vestlige USA kaldes batater for yams. Det kan være forvirrende, for de har intet med rigtige yams at gøre.

Da søde kartofler er mere søde en almindelige kartofler, kan søde kartofler med fordel anvendes til desserter og bagning. Disse muffins er utroligt luftige og smager helt fortrinligt. Opskriften er fra bogen Alt det bedste – Spis sundt og få det fantastisk af Gwyneth Paltrow og Julia Turshen.

12 stk.
1 stor sød kartoffel
1 1/4 dl ekstra jomfruolivenolie
1 1/4 dl soyamælk eller mandelmælk
2 dl sirup
5 dl mel (hvedemel, speltmel eller glutenfrit mel, hvis du ønsker glutenfri muffins)
2 tsk. bagepulver
2 tsk. natron
1,5 tsk. kanel, stødt
1 tsk. ingefær, stødt
1/2 tsk. kardemomme, stødt
1/4 tsk. muskatnød, stødt
1/2 tsk. salt

  • Skræl den søde kartoffel og skær den i små tern. Kog kartoflen mør i ca. 10-15 min.
  • Hæld koldt vand over og lad det køle af.
  • Blend olie, mælk og sirup sammen med den søde kartoffel med en stavblender.
  • Tag en anden skål og rør de resterende tørre ingredienser sammen.
  • Vend de tørre ingredienser i de våde.
  • Fordel dejen i 12 papirsmuffinsforme.
  • Sæt det i ovnen og bag ved 200 grader i 20-25 min.
  • De er færdige, når en tandstik kan trækkes ud, uden dejen hænger fast.
  • Lad dem køle af inden servering.

Citronkage – gluten- og æggefri

Kagen her minder lidt om en cheesecake. Smagen er helt fantastisk med en sød bund af dadler og en utrolig lækker forfriskende mousse med citron. Balancen mellem sødme og syrlighed er helt i top.  Inspirationen til denne kage kommer herfra.

8-10 personer
Bund
200 g mandler
50 g kokosmel
15 stk. dadler, uden sten (friske)
1/2 tsk. salt

Citronmousse
4 blade husblas
500 g skyr
1 tsk. citronskal (skal af 1/2 citron)
4 spsk. sukrin eller agavesirup
1 dl citronsaft (saft af 2 citroner)
2,5 dl piskefløde

  • Blend mandler, kokosmel, dadler og salt i en foodprocessor til en fin masse.
  • Beklæd en springform (ca. 20 cm) med bagepapir i bunden og rundt i siden.
  • Fordel mandel-dadel-massen i bunden af springformen med dine fingre.
  • Læg husblas i blød i koldt vand.
  • Bland skyr, citronskal og sukrin i en skål.
  • Citronsaften opvarmes i en gryde til lige under kogepunktet.
  • Tag gryden af varmen og smelt alle 4 blade husblas i den lune citronsaft.
  • Tag lidt af skyrblandingen og rør i den lune citronsaft, så citronsaften afkøles.
  • Tag nu lidt mere af skyrblandingen og bland med citronsaften – fortsæt til al skyrblandingen er blandet i citronsaften.
  • Pisk fløde til let skum.
  • Bland fløden i skyrblandingen.
  • Fordel citronmoussen over bunden og stil kagen i køleskabet i minimum 4 timer, så moussen har tid til at stivne.
  • Nyd denne kage som den er – pynt evt. med frysetørrede bær.

Kikærtemuffins – glutenfri

Vinderen af Den store bagedyst, 2012, Nana, har udviklet denne opskrift. Hun har erstattet hvedemel med kikærter, så disse muffins er glutenfri.

10 stk. muffins
1/2 dl saft af appelsin eller citron
1 dåse kikærter, drænet vægt 240 g
1 æg
85 g brun farin
2 tsk. vaniljesukker
150 g peanutbutter
1 tsk. natron
100 g mørk chokolade

  • Blend appelsinsaft, kikærter og æg med en stavblender.
  • Rør farin, vaniljesukker, peanutbutter og natron i og rør det godt sammen.
  • Hak chokoladen groft og vend den i dejen.
  • Fordel dejen i muffinsforme og bag dem ved 175 grader i ca. 25 min.

Chokolademuffins – glutenfri

I denne opskrift på muffins er der intet mel tilsat. Mandler er malet til mel, så de erstatter hvedemel. Chiafrø bruges som bindemiddel, idet de sammen med vand danner gele. Kan du ikke få fat i de supersunde chiafrø kan du anvende hørfrø. Opskriften er meget nem at gå til, og du har hurtigt bagt nogle dejlige muffins. Du kan toppe disse muffins med en ostecreme, glasur eller blot flormelis. Smagen er intens, hvis du bruger mørk chokolade i dejen, hvorfor en vaniljeis vil passe perfekt til denne chokolademuffins. Opskriften stammer herfra.

12 stk.
4 spsk. chiafrø
2,5 dl vand
180 g mandler
65 g kakaopulver
125 g sukker
50 g olie
4 æg
1/4 tsk. salt
1 tsk. natron
125 g most moden banan (1 stor)
80 g hakket mørk/lys/hvid chokolade (valgfrit)

  • Rør chiafrø og vand sammen – konsistensen vil blive som gele, men det er meningen.
  • Blend mandlerne til fint mel i en kaffemølle eller minihakker.
  • Bland alle ingredienserne til dejen sammen og rør grundigt.
  • Fordel dejen i muffinsforme.
  • Bages ved 180 grader i 15-20 min.

Pandekager – mælkefri

Endnu en version af pandekager uden æg. Du kan også gøre pandekagerne glutenfri ved at anvende glutenfrit mel (fx rismel eller boghvedemel). Jeg har anvendt vand til denne version, men mælk er også velegnet til pandekager. Olien kan godt smage igennem ved disse pandekager, så anvend en smagsneutral olie eller brug oliemargarine. Ønsker du fuldkornspandekager så anvend 100 g grahamsmel og 100 g hvedemel.

9 stk.
200 g hvedemel
1 dl olie eller kokosolie (let smeltet)
4 dl vand
1/4 tsk. salt
2 tsk. citronsaft
1 vaniljestang (kan udelades)

  • Mel, olie og lidt af vandet piskes godt sammen. Tilsæt resten af vandet lidt efter lidt og pisk godt, så du undgår klumper i dejen.
  • Tilsæt salt, citronsaft og korn fra vaniljestangen.
  • Steg pandekagerne på en varm pande på hver side til de er gyldne.
  • Pandekager uden æg skal som regel have lidt længere tid på panden, da de ellers nemt kan knække og blive ødelagte.
  • Server pandekagerne med det fyld du ønsker. Et eksempel kan være lemon curd eller karamel.

Chokoladekage – glutenfri

Det kan sagtens lade sig gøre at lave en udsøgt chokoladekage uden tilsat sukker, uden gluten og uden mælk. Et stykke af denne kage kalder på endnu et stykke. Som det søde element i kagen her er der anvendt dadler og banan. Selve kagen er laktosefri, men jeg har valgt en flødeostecreme som topping, og flødeost indeholder 2,2 g laktose pr. 100 g, til sammenligning indeholder minimælk 4,8 g pr. 100 g. Derudover er der tilsat sukker (flormelis) til denne topping. En anden variation af topping kunne være hakkede nødder. Sundhedsmæssigt ligestilles smør og kokosolie, hvorfor du selv kan vælge hvad du vil bruge. Opskriften stammer fra bogen Sundt Sødt af Pia Krøyer.

Kagen mætter godt, da den indeholder mange fibre fra dadler og mandler, derfor kan man givetvis ikke spise særlig store stykker af kagen, hvorfor jeg har skrevet at kagen kan række til 10 stykker. Formen kagen bages i er dog kun 15×15 cm.

10 stykker
150 g dadler (friske eller tørre, uden sten)
100 g mandler
2 spsk. ren kakaopulver
38 g smør eller kokosolie
1 moden banan
1 tsk. kanel
1/4 tsk. salt
3 æg

  • Kom alle ingredienser i en foodprocessor eller blender, og kør dejen til en fin og jævn masse.
  • Beklæd en form 15×15 cm med bagepapir.
  • Fordel dejen i formen.
  • Bag kagen ved 175 grader i ca. 40 min.

Flødestecreme
130 g flødeost
50 g flormelis

  • Rør de 2 ingredienser sammen og fordel på kagen.

OBS: Kagen kan sagtens fryses (uden topping), og kagen holder sig fint frisk i køleskabet i 4 dage.
Variation: Tilsæt appelsinsaft og -skal. Du kan også lave små muffins af dejen.

Knækbrød med chiafrø

Hjemmebagt knækbrød består ofte af frø/kerner, mel, olie og vand. I disse knækbrød er der hverken tilsat mel eller olie. Som erstatning herfor er der tilsat æg samt anvendt en særlig egenskab ved hørfrø og chiafrø. Ved at lægge disse frø i vand dannes der nemlig en “slim-agtig” konsistens, som er med til at holde sammen på disse knækbrød. Idet der ikke er tilsat mel er knækbrødene glutenfri. Chiafrø er meget populært. De indeholder omega-3-fedtsyrer, som primært ellers findes i fede fisk og er desuden rige på protein.

1 bradepande
1 dl chiafrø (du kan også bruge hørfrø)
1/2 dl hørfrø
2 dl koldt vand
1 æg (eller 1 dl vand)
1 dl sesamfrø
1 dl solsikkefrø
1 dl græskarkerner
1,5 dl valnødder
1 tsk. bagepulver
1 lille tsk. salt

  • Chiafrø og hørfrø lægges i vandet i ca. 15 min. til der dannes en slimet masse.
  • Imens forberedes resten: Æg, sesamfrø, solsikkefrø og græskarkerner blandes i en skål.
  • Valnødderne hakkes semi-fint.
  • Bland valnødder, bagepulver og salt i skålen.
  • Tilsæt de slimede chiafrø og hørfrø og bland dejen godt sammen.
  • Læg dejen ud på et stykke bagepapir og læg et nyt stykke bagepapir ovenpå. Rul dejen tyndt ud mellem disse to stykker bagepapir. Dejen skal ca. være 2-3 mm tyk.
  • Fjern det øverste lag bagepapir og skær evt. forsigtigt ridser i dejen til passende stykker.
  • Bag knækbrødene ved 175 grader i 45-50 min.