Tag-arkiv: grønt

Billede 10-05-2017 13.40.30

Spinatpandekage

Pandekagerne her er helt uden mel, så de er dermed glutenfri. En dejlig fyldig pandekage, som kan bruges til frokost eller aftensmad. Den smukke grønne farve fra spinaten er smukkest, hvis du anvender frisk spinat. Frossen spinat kan selvfølgelig også anvendes, men her nedsættes skønhedsfaktoren en anelse. Fyldet kan variere alt efter hvad du har på lager i grøntsagsskuffen og køleskabet. Loppefrøskaller (HUSK) har et naturligt højt indhold af kostfibre. Det er de vandopløselige kostfibre, som har den egenskab, at de kan suge vand til sig. Dette gør de også i denne pandekagedej, så hvis dejen står for længe, bliver den alt for tyk. Lav derfor pandekagerne straks efter dejen er lavet. Du kan evt. tilsætte vand til dejen, hvorved du får en tyndere konsistens på dejen, og de er nemmere at stege færdige til pandekager.

2 personer = 2 pandekager
4 æg
2 små håndfulde frisk spinat
3-4 tsk. loppefrøskaller
1/2 tsk. salt
Olivenolie eller smør til stegning

Fyld:
1,5 spsk. mayonnaise
3 gulerødder
3 spsk. feta
1,5 dl majs

  • Blend alle ingredienserne til dejen sammen i en blender eller med en stavblender.
  • Steges til pandekager i fedtstof på en varm pande.
  • Fordel mayonnaise som dressing på pandekagerne.
  • Skræl gulerødderne til fine aflange strimler med en kartoffelskræller.
  • Fordel gulerødder, feta og majs i pandekagerne og fold dem sammen.
  • Server gerne en salat som tilbehør.
Billede 16-02-2017 15.52.19

Laksetærte med gulerod

Tærte er en god ret både til hverdag og til særlige lejligheder. Jeg ønskede en laksetærte som ikke indeholdte spinat, da de fleste opskrifter på en sådan tærte indeholder spinat. Denne tærte er både smuk, nem og utrolig velsmagende. Guleroden bidrager med sødme og en dejlig farve. Du kan fint lave 2 tærter og fryse den ene til senere brug.

4 personer
Tærtebund:
80 g groft mel
80 g hvedemel
1 tsk. salt
75 g smør, stuetemperatur
1-2 spsk. koldt vand

Tærtefyld:
200 g gulerod
4 æg
1,5 dl cremefraiche
100 g revet ost
100 g røget laks
1 tsk. paprika
Revet skal af ½ økologisk citron
Salt og peber

  • Bund: Bland groft mel, hvedemel og salt sammen.
  • Skær smørret i mindre stykker og smuldr det i melblandingen.
  • Saml dejen med koldt vand.
  • Pak dejen ind i husholdningsfilm og lad den hvile ca. 30 minutter i køleskabet.
  • Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir.
  • Træk det ene stykke bagepapir af og vend det andet med den udrullede tærtedej nedad henover en smurt tærteform ca. 22 cm i diameter.
  • Træk forsigtigt bagepapiret af og tryk dejen godt ned i formen, så den kommer op ad kanten. Prik dejen med en gaffel.
  • Bag bunden ved 200 grader i ca. 12 minutter.
  • Fyld: Skræl gulerødderne og skær dem i tern.
  • Overhæld gulerødder med kogende vand fra en elkedel, og lad dem stå i 5 min.
  • Hæld herefter vandet fra.
  • Bland æg, cremefraiche, ost og røget laks skåret i tern.
  • Tilsæt paprika, citronskal, salt og peber.
  • Bland gulerødderne i tærtefyldet.
  • Fordel fyldet over tærtebunden.
  • Bag tærten færdig i ca. 20 min. ved 200 grader til æggemassen er fast.
  • Server tærten sammen med en lækker grøn salat fx rucola, appelsin, valnødder og dressing af olie/honning/citron.