Tag-arkiv: LCHF

Spinatpandekage

Pandekagerne her er helt uden mel, så de er dermed glutenfri. En dejlig fyldig pandekage, som kan bruges til frokost eller aftensmad. Den smukke grønne farve fra spinaten er smukkest, hvis du anvender frisk spinat. Frossen spinat kan selvfølgelig også anvendes, men her nedsættes skønhedsfaktoren en anelse. Fyldet kan variere alt efter hvad du har på lager i grøntsagsskuffen og køleskabet. Loppefrøskaller (HUSK) har et naturligt højt indhold af kostfibre. Det er de vandopløselige kostfibre, som har den egenskab, at de kan suge vand til sig. Dette gør de også i denne pandekagedej, så hvis dejen står for længe, bliver den alt for tyk. Lav derfor pandekagerne straks efter dejen er lavet. Du kan evt. tilsætte vand til dejen, hvorved du får en tyndere konsistens på dejen, og de er nemmere at stege færdige til pandekager.

2 personer = 2 pandekager
4 æg
2 små håndfulde frisk spinat
3-4 tsk. loppefrøskaller
1/2 tsk. salt
Olivenolie eller smør til stegning

Fyld:
1,5 spsk. mayonnaise
3 gulerødder
3 spsk. feta
1,5 dl majs

  • Blend alle ingredienserne til dejen sammen i en blender eller med en stavblender.
  • Steges til pandekager i fedtstof på en varm pande.
  • Fordel mayonnaise som dressing på pandekagerne.
  • Skræl gulerødderne til fine aflange strimler med en kartoffelskræller.
  • Fordel gulerødder, feta og majs i pandekagerne og fold dem sammen.
  • Server gerne en salat som tilbehør.

Jordbærtærte

Med inspiration fra Jane Faerbers kogebog LCHF Brød og kager har jeg udviklet denne jordbærtærte. Min version er ikke LCHF, da jeg har tilsat hvedemel til dejen. Hvis du ønsker en LCHF jordbærtærte kan du udelukkende anvende mandelmel som erstatning for hvedemel. Tærten indeholder ikke marcipan men mandelessens/aroma, som giver en helt fantastisk bund, som minder utrolig meget om en mazarinkage. I bunden er der brugt Sukrin som erstatning for almindelig raffineret sukker. Du kan læse mere om Sukrin her. Du kan sagtens anvende samme mængde almindelig raffineret sukker i opskriften, du får stadigvæk en god tærte med langt mindre sukker end den almindelige jordbærtærte. Derudover er det brugt mørk chokolade til tærten – og ja – der er sådan set sukker i mørk chokolade også, men vælger du en god mørk chokolade med 70-80 % kakao, jo mindre sukker indeholder chokoladen også. Du kan også vælge at købe en sukkerfri chokolade.

1 tærte (8-10 personer)
Bund:
4 æg
2 spsk. sukrin
½ spsk. mandelessens/aroma
½ dl vand
100 g smeltet smør
½ dl mandelmel (blend hele mandler til fint mel)
1,5 dl hvedemel
1 tsk. bagepulver
3 spsk. loppefrøskaller (HUSK) – kan udelades
½ tsk. vaniljepulver
100 g mørk chokolade 70-80 %

Vaniljecreme:
250 g mascarpone
2 spsk. sukrin
1 tsk. vaniljepulver

Pynt:
250 g jordbær

  • Pisk æg og Sukrin godt sammen.
  • Tilsæt mandelessens/aroma, vand og smeltet smør i og pisk lidt mere.
  • Rør alle de tørre ingredienser sammen og tilsæt dem til dejen.
  • Hæld dejen over i et smurt tærtefad (24 cm i diameter) eller beklæd formen med bagepapir.
  • Glat overfladen af dejen ud.
  • Bag tærten ved 180 grader i ca. 20 min.
  • Smelt chokoladen og fordel den over den lune bund.
  • Lad tærte køle af i køleskabet til chokoladen er stivnet.
  • Rør mascarpone med Sukrin og vaniljepulver og fordel cremen over den kolde bund.
  • Pynt med skiver af jordbær.