Tag-arkiv: marcipan

Marcipancookies med hampmel

Lad det være sagt først som sidst: Jeg elsker hjemmebagte cookies. Det er én af de første kageopskrifter, børn kan lære selv at bage selv. Den er nem, hurtig og resultatet er efter min mening mundvandsdrivende godt. Nu holder jeg også meget af marcipan og chokolade, så selvfølgelig må sådanne små søde lækkerier tage kegler. De tager 30 minutter at lave fra start til slut, og store børn kan som nævnt sagtens fremtrylle dem helt på egen hånd.

Biogan har sponsoreret det økologiske hampmel. Det kan købes på nettet, i helsekostbutikker og flere Coop-butikker. Melet bliver lavet af økologiske hampfrø, som er blevet presset for olie. Hampmel kan anvendes i müsli, til bagning og i smoothies. Hampmel har en let nøddeagtig smag og er rig på proteiner samt fibre, som du kan se af nedenstående næringsdeklaration. Disse cookies har derved fået et ordentligt skud protein og kostfibre tilsat. Kan du ikke fremskaffe hampmel, kan du bruge samme mængde almindelig hvedemel. Pr. 100g:
Energi: 1198 kJ / 290 kcal
Protein: 30 g
Kulhydrat: 1,4 g
Fedt: 7,9g
Kostfibre: 47 g

25 stk.
150 g smør
150 g farin
175 g sukker
1 æg
125 g hvedemel
75 g hampmel
1 tsk. bagepulver
125 g marcipan
100 g mørk chokolade, 70 %

  • Pisk smør, farin og sukker let og luftigt.
  • Rør ægget i og dernæst hvedemel, hampmel og bagepulver.
  • Riv marcipanen eller skær den i mikrosmå tern og tilsæt den til dejen.
  • Hak chokoladen og tilsæt ligeledes denne til dejen og rør rundt.
  • Sæt dejen med to skeer som toppe med god afstand på en bageplade med bagepapir.
  • Tryk dem en anelse flade og bag dem ved 180° varmluft i ca. 10-15 minutter.

Billede 28-08-2016 15.20.00

Rabarbertærte med ingefær og marcipan

Her er en skøn opskrift på en dejlig forårs- og sommertærte, som kan nydes på terrassen med en god kop kaffe eller te. Kagen er uden tilsat smør eller olie, så tærten er en fedtfattig version, hvilket hverken har betydning for smag eller konsistens. Inspirationen til tærten kommer herfra.

Dej:
150 g hvedemel
70 g havregryn
1 tsk. salt
1 tsk. bagepulver
2 tsk. vaniljesukker
1 dl vand eller mælk
30 g frisk ingefær
2 stk. æg
35 g honning

Fyld:
150 g rabarber
45 g marcipan
20 g sukker
40 g mandler

Tilbehør:
Cremefraiche, flødeskum, skyr eller vaniljeis

  • Bland hvedemel, havregryn, salt, bagepulver og vaniljesukker sammen i en skål.
  • Bland vand (mælk), fintrevet ingefær, æg og honning sammen i en skål.
  • Bland de tørre ingredienser med de våde ingredienser.
  • Dejen er nu blød og fugtigt, hvilket er meningen.
  • Beklæd en tærteform med bagepapir eller smør den godt med smør eller olie.
  • Hæld dejen i formen.
  • Skær rabarber i små fine stykker.
  • Riv marcipanen over tærtebunden.
  • Læg rabarber oven på marcipanen og drys sukker og hakkede mandler over.
  • Bag tærten ved 180 grader i ca. 40-50 min.

Marcipan med brombær

Dette herlige stykke konfekt smager forrygende, idet brombær tilfører en syrlig smagsnuance. Derudover er farven helt fantastisk, med en mørk bordeaux/lilla farve. Det er ganske nemt at lave og passer perfekt til julen.

40-50 stk.
100 g frosne brombær (eller andre bær)
150 g marcipan
2-3 spsk. flormelis
100 g mørk chokolade
Pynt: Frysetørret frugt fx hindbær

  • Varm vand i en el-kedel. Hæld kogende vand over de frosne brombær.
  • Hæld vandet fra igen og vrid det sidste vand ud mellem dine hænder. Det er vigtigt, at det meste vand er væk, da kuglerne ellers bliver for våde.
  • Ælt marcipan og brombær sammen. Det er nemmest at gøre i “luften”, så marcipanen ikke hænger fast i bordet.
  • Tilsæt flormelis og ælt igen.
  • Form til små kugler og læg dem på et stykke bagepapir.
  • Smelt 50 g mørk chokolade over vandbad.
  • Hak de resteredende 50 g chokolade fint.
  • Bland de 2 former for chokolade, så den finthakkede smeltes af den varme. Du har nu en perfekt tempereret chokolade.
  • Overtræk kuglerne med den mørke chokolade og pynt med tørret frugt.