Tag-arkiv: pandekage glutenfri

Spinatpandekage

Pandekagerne her er helt uden mel, så de er dermed glutenfri. En dejlig fyldig pandekage, som kan bruges til frokost eller aftensmad. Den smukke grønne farve fra spinaten er smukkest, hvis du anvender frisk spinat. Frossen spinat kan selvfølgelig også anvendes, men her nedsættes skønhedsfaktoren en anelse. Fyldet kan variere alt efter hvad du har på lager i grøntsagsskuffen og køleskabet. Loppefrøskaller (HUSK) har et naturligt højt indhold af kostfibre. Det er de vandopløselige kostfibre, som har den egenskab, at de kan suge vand til sig. Dette gør de også i denne pandekagedej, så hvis dejen står for længe, bliver den alt for tyk. Lav derfor pandekagerne straks efter dejen er lavet. Du kan evt. tilsætte vand til dejen, hvorved du får en tyndere konsistens på dejen, og de er nemmere at stege færdige til pandekager.

2 personer = 2 pandekager
4 æg
2 små håndfulde frisk spinat
3-4 tsk. loppefrøskaller
1/2 tsk. salt
Olivenolie eller smør til stegning

Fyld:
1,5 spsk. mayonnaise
3 gulerødder
3 spsk. feta
1,5 dl majs

  • Blend alle ingredienserne til dejen sammen i en blender eller med en stavblender.
  • Steges til pandekager i fedtstof på en varm pande.
  • Fordel mayonnaise som dressing på pandekagerne.
  • Skræl gulerødderne til fine aflange strimler med en kartoffelskræller.
  • Fordel gulerødder, feta og majs i pandekagerne og fold dem sammen.
  • Server gerne en salat som tilbehør.