Tag-arkiv: sød kartoffel

Kartoffelsuppe

Kartoffelsuppe kan laves på mange forskellige måder. Her er en simpel, let og lækker version. Du kan toppe med friske krydderurter og evt. lidt hakkede mandler. Server dejlig nybagt groft brød til suppen.

Til 4 personer
600 g kartofler
200 g sød kartoffel eller pastinak (almindelig kartoffel kan også bruge)
30 g forårsløg eller porre
1 tsk. olie
7 dl grøntsagsbouillon
1/2 tsk. spidskommen (kan udelades)
1/2 tsk. muskatnød
Salt og peber

  • Vask kartoflerne. Skræl dem om nødvendigt, husk dog at der sidder gode og tigtige vitaminer i skrællen, så behold gerne denne på.
  • Skær kartofler, sød kartoffel eller pastinak i tern.
  • Snit porre eller forårsløg fint.
  • Opvarm olien i en gryde og tilsæt grøntsagerne.
  • Lad grøntsagerne stege i gryden et par minutter.
  • Tilsæt bouillon og krydderier og lad suppen simre i 30 min.
  • Blend suppen med en stavblender til du har en fin ensartet suppe.
  • Juster evt. vandmængden i suppen til den ønskede konsistens.
  • Smag til.
  • Du kan nu evt. tilsætte lidt cremefraiche, fløde eller kokosmælk for at gøre suppen endnu mere cremet.
  • Server brød hertil.
  • Velbekomme.

Muffins med sød kartoffel

Søde kartofler (kaldes også batater) er aflange rodfrugter. De stammer oprindelig fra Amerika. Tilberedt har de konsistens som kartofler, men smager meget sødere. Alle kartofler er søde, men nogle er mere søde end andre. Denne grøntsag ER sød, men navnet til trods er den altså ikke i familie med kartoflen. Den gul-orange søde kartoffel er en god kilde til A-vitaminer og den indeholder 3 gange så meget protein som almindelige kartofler. Der er også flere kostfibre i den søde kartoffel sammenlignet med almindelige kartofler. På grund af deres højere sukkerindhold er batater mere energiholdige end almindelige kartofler, og de hører derfor til blandt de meget energirige grønsager. Du finder ikke de søde kartofler på danske marker. Det er en tropisk plante, der kræver godt med varme. Visse steder i det sydlige og vestlige USA kaldes batater for yams. Det kan være forvirrende, for de har intet med rigtige yams at gøre.

Da søde kartofler er mere søde en almindelige kartofler, kan søde kartofler med fordel anvendes til desserter og bagning. Disse muffins er utroligt luftige og smager helt fortrinligt. Opskriften er fra bogen Alt det bedste – Spis sundt og få det fantastisk af Gwyneth Paltrow og Julia Turshen.

12 stk.
1 stor sød kartoffel
1 1/4 dl ekstra jomfruolivenolie
1 1/4 dl soyamælk eller mandelmælk
2 dl sirup
5 dl mel (hvedemel, speltmel eller glutenfrit mel, hvis du ønsker glutenfri muffins)
2 tsk. bagepulver
2 tsk. natron
1,5 tsk. kanel, stødt
1 tsk. ingefær, stødt
1/2 tsk. kardemomme, stødt
1/4 tsk. muskatnød, stødt
1/2 tsk. salt

  • Skræl den søde kartoffel og skær den i små tern. Kog kartoflen mør i ca. 10-15 min.
  • Hæld koldt vand over og lad det køle af.
  • Blend olie, mælk og sirup sammen med den søde kartoffel med en stavblender.
  • Tag en anden skål og rør de resterende tørre ingredienser sammen.
  • Vend de tørre ingredienser i de våde.
  • Fordel dejen i 12 papirsmuffinsforme.
  • Sæt det i ovnen og bag ved 200 grader i 20-25 min.
  • De er færdige, når en tandstik kan trækkes ud, uden dejen hænger fast.
  • Lad dem køle af inden servering.